Du er her: 

Dåbsservietter - Nyt i Søndermarkskirken

Flittige hænder til strikning af dåbsservietter søges.

Når præsten siger "Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn" lader hun tre gange hånden glide ned i det tempererede vand i døbefonden og løfter det blidt op på det lille barns hoved. Mens præstens ord langsomt fortoner sig i kirkerummet, tørrer præsten det lille hoved, og velsigner barnet, som nu er døbt.

At barnets hoved tørres er naturligt nok, men måske er det ikke helt ligegyldigt for forældrene hvad det lille dyrebare hoved tørres med. For forældrene er selve dåbshandlingen afslutningen på mange timers overvejelser om, hvad barnet skal hedde, hvem der skal stå fadder til barnet og hvem der skal deltage i dåben.

Derfor vil Søndermarkskirken ved hver af de omkring 70 dåbshandlinger kirken har om året give barnet et minde om dåbsdagen i form af en strikket dåbsserviet med forskellige symboler f.eks TRO, HÅB og KÆRLIGHED.

Den hjemmestrikkede dåbsserviet er strikket i blød økologisk bomuldsgarn.

Meningen er at barnet får dåbsservietten med hjem til minde om dåben og evt. bruges som "sutteklud".

Et par strikkeglade damer er allerede gået i gang, dog søger kirken flere, som vil hjælpe med at strikke dåbsservietter til kommende dåbshandlinger. Stor tak til Laila og Per Petersson, fra sognet, som har lavet et strikkemønster med Søndermarkskirken og kirkens specielle orgel og døbefont.

De første strikkede dåbsservietter kommer i brug fra 2. december. Vi håber på mange positive tilkendegivelser til at strikke denne lille gave til det enkelte barn.

Mie Fjelster, Kirketjener

Del dette: